C.C. Jensen kundecase

Case

Automatisering, kontrol og sikkerhed er digitaliseringens byggesten

C.C. Jensen bruger automatisering af processer, centraliseret kontrol og skærpede sikkerhedsforanstaltninger til at understøtte den løbende digitalisering af organisationen.

C.C. Jensen har en førende position på det internationale marked for oliefiltreringssystemer. At bevare den position kræver en evne til at følge med tiden. Det kræver, at man tør satse på digitalisering.

Nu er C.C. Jensen gradvist begyndt at øge sin digitale indsats. Det har medført nye satsninger på tværs af organisationen – lige fra implementering af fysisk robotteknologi i produktionen til Robotic Process Automation i forretningen. For at understøtte den digitale satsning, har C.C. Jensen valgt at implementere 2ndC Compliance Suite.

Centraliseret kontrol skaber bedre overblik

Når digitaliseringsgraden stiger, stiger kompleksiteten af organisationens it-setup som regel også. Dermed øges behovet for centraliseret kontrol.
”Vi er langsomt begyndt at skrue op for digitaliseringen af virksomheden, og derfor er det afgørende, at vi har styr på vores workflows. Vores systemer bliver nødt til at tale sammen, så vores processer forløber så gnidningsfrit som muligt. Jo mere digitale vi bliver, jo større bliver vores behov for overblik og samlede kontrolmuligheder,” forklarer Brian Smidt, IT-chef hos C.C. Jensen.

Integrationer mellem brugerstyringsplatformen 2ndC Compliance Suite og andre centrale forretningssystemer, skaber et mere detaljeret overblik på tværs af it-miljøet.

”Vi har fået et bedre overblik, end vi havde før. Vi ved, hvilke grupper vores medarbejdere er medlemmer af, og med integrationen mellem 2ndC Compliance Suite og Microsoft Intune ved vi nu også præcis, hvilke medarbejdere, der har fået udleveret hvilket it-udstyr,” siger Brian Smidt. ”Det har stor værdi for os, at platformen nemt kan tale sammen med vores andre systemer, så vi kan samle al vores viden om brugerne ét sted.”

C.C. Jensen sparer tid på automatiserede processer

Herudover har 2ndC Compliance Suite begrænset den tid, som C.C. Jensens it-afdeling skal bruge på brugeroprettelser og adgangstildelinger.
”Jeg har helt sikkert fået mere tid efter, at vi implementerede 2ndC Compliance Suite. Nu kører så mange processer automatisk, at tiden jeg bruger på at on- og offboarde medarbejdere i vores systemer er minimal,” siger Claus Jon Steinhaugen, der er IT-supporter hos C.C. Jensen.

”Siden implementeringen har vi også oplevet færre supportsager, hvor folk henvender sig, fordi de mangler adgang til systemer og applikationer,” tilføjer han. Planen er, at 2ndC Compliance Suite skal forankres stærkere i andre afdelinger af C.C. Jensen, så ansvaret for brugeroprettelser og -adgange på sigt placeres et andet sted end hos it-afdelingen.

”Vi vil gerne have HR ind over, så it-afdelingen ideelt set ikke behøver at beskæftige sig med oprettelsen af nye medarbejdere. Potentialet er stort, og med en integration mellem 2ndC Compliance Suite og vores HR-system kræver det jo praktisk talt bare et klik i ét system. Generelt giver det rigtig god mening, at alle onboarding- og offboarding-opgaver samles i HR-afdelingen – herunder håndteringen af digitale adgange – så vi får mulighed for at koncentrere os om andre opgaver i it-afdelingen,” siger Claus Jon Steinhaugen.

Markant forbedring af sikkerheden

Før C.C. Jensen fik automatiseret processerne for onboarding og offboarding af medarbejdere i organisationens it-systemer, var det en udfordring at bevare overblikket over medarbejderstaben og it-miljøet. Det var svært at dokumentere, hvem der havde adgang til hvad, og hvem der havde hvilke rettigheder i systemerne. Herudover var ansvaret for processerne – bl.a. for hvordan og hvornår medarbejdernes brugerprofiler blev lukket ned, når deres ansættelse i C.C. Jensen ophørte – ikke klart fordelt.

”Vi havde en konkret udfordring med, at medarbejdere der ikke havde været ansat i længere perioder, stadig kunne figurere i vores systemer,” fortæller Brian Smidt.

”Folk, der ikke havde arbejdet i C.C. Jensen i et halvt år, kunne i nogle tilfælde have adgang til vores data, fordi vi ikke havde forudsætningerne for at lukke ordentligt ned for adgangene på plads. 2ndC Compliance Suite automatiserer processerne, og brugerprofilen offboardes automatisk fra vores systemer, når en medarbejder forlader sin stilling. Det giver ekstra ro i maven at vide, at der ikke falder noget imellem to stole, som kan udfordre vores sikkerhed.”

At oprette nye medarbejdere med en kopi af eksisterende medarbejderes adgange og rettigheder var ligeledes tidligere en udbredt praksis i C.C. Jensen. Det var endnu en faktor, der hæmmede it-afdelingens overblik over systemerne og ikke mindst en betydelig sikkerhedsudfordring.

”Før var der for mange i vores organisation, der havde for mange unødvendige adgange og for mange rettigheder i vores systemer. Nu er adgangstildelingen rollebaseret, og vi kan være helt sikre på, at medarbejderne kun får de adgange og rettigheder, der passer til netop deres jobbeskrivelse,” slutter Brian Smidt.

Seneste nyheder

Følg os på LinkedIn

Om C.C. Jensen

C.C. Jensen er en familieejet international virksomhed, etableret i 1953 og med hovedkontor i Danmark. Verden over er de kendt for at producere produkter i allerhøjeste kvalitet. Deres CJC® Oliefiltreringsfiltre og CJC® Filterindsatser kan købes via et globalt netværk bestående af 11 datterselskaber, et salgskontor, tre associerede selskaber, en joint venture-partner og over 40 agenter. C.C. Jensen tæller 284 medarbejdere.