Hvad betyder brugerstyring for forretningen?

Nyheder

Det mener vi, når vi siger brugerstyring

Brugerstyring betyder centraliseret adgangskontrol, reduceret risiko for datalæk og bedre brugeroplevelser. Vi giver dig en kort indføring i begrebet og seks grunde til, at brugerstyring betyder (næsten) alt. 

Når samtalen falder på både forretningsoptimering og it-sikkerhedsområdet, så er ”brugerstyring” et ord, der ofte dukker op. Men hvad dækker ordet egentlig over? 

Begrebet brugerstyring dækker over disciplinen at administrere og kontrollere adgang til it-ressourcer som systemer, enheder, applikationer, netværk og mere. Med andre ord muliggør det, at organisationen kan on- og offboarde brugere til og fra it-ressourcerne. Kernen i brugerstyring er dermed at identificere og verificere brugeren og derefter sikre, at vedkommende har det rigtige adgangs- og rettighedsniveau. 

Læs også: Hvad er Identity & Access Management? 

Begrebet er synonymt (eller tæt forbundet) med disciplinerne Identity & Access Management og adgangsstyring. 

Hvorfor brugerstyring betyder (næsten) alt

Som sagt løser brugerstyring udfordringer med at styre adgangen til ressourcer. Det siger jo sig selv, at medarbejdere i forskellige afdelinger har behov for adgange til forskellige it-ressourcer. Det samme gør sig også gældende for medarbejdere, der måske nok deler afdeling, men bestrider forskellige jobroller. I de færreste marketingafdelinger (som tæller mere end én medarbejder), har både marketingchefen og grafikeren f.eks. behov for adgang til Photoshop og InDesign. 

Her kommer brugerstyring ind i billedet. Den rigtige løsning til brugerstyring betyder nemlig, at det er muligt og ikke mindst enkelt at give forskellige medarbejdere adgange til forskellige it-ressourcer på baggrund af deres jobrolle eller specifikke funktion i organisationen. 

Brugerstyring er langt fra en ny opfindelse og har været en integreret del af it-løsninger længe. Udfordringen med at administrere brugerne opstår som oftest, fordi der ved indkøb af hver ny it-løsning følger en ny måde at håndtere brugerne med. Denne form for decentral brugerstyring kombineret med et stigende indkøb af nye it-løsninger og applikationer, medfører en betydelig øgning af kompleksiteten og den administrative byrde. Centraliserede løsninger samler dog brugerstyringen på én platform, hvorfra adgange til alle organisationens ressourcer kan administreres. 

Læs også: 8 fordele ved Identity & Access Management 

Lettere administration er dog blot én af de mange fordele, som ordentlige brugerstyringsløsninger medfører. Her er seks grunde til, at brugerstyring betyder så meget – for it-afdelingen og for hele forretningen: 

Centraliserer adgangskontrollen

I en brugerstyringsløsning bestemmer roller, hvilke ressourcer og applikationer hver enkelt bruger har adgang til, og hvilke rettigheder de har i den forbindelse. Uden centraliseret adgangskontrol kan det være svært at sikre, at alle brugere har de adgange, de har behov for. Det kan ikke bare være enormt frustrerende for brugeren, men også lede til et gevaldigt effektivitetstab. Med brugerstyring kan organisationen definere centraliserede adgangspolitikker og sikre, at alle altid kan tilgå de ressourcer, de har behov for. 

Forbedrer brugeroplevelsen

Den gode oplevelse som medarbejder, kunde eller samarbejdspartner hænger tæt sammen med it-oplevelsen. Kravene er høje, oplevelsen skal være glat, og brugerne skal kunne tilgå de rette ressourcer alle steder og til alle tider. Det er enormt svært at realisere uden brugerstyring. Her bliver adgangen (og produktiviteten) sikret fra det øjeblik, brugeren har behov for den. Det øger organisationens samlede effektivitet, og øger den enkelte brugers oplevelse og tilfredshed. 

Reducerer risikoen for datalæk

Brugerstyring betyder, at organisationen får fuld og sikker kontrol over, hvilke it-brugere, der har adgang til hvilke ressourcer. Det er ikke bare en administrationsøvelse – det er også afgørende for organisationens it-sikkerhed. Ved løbende at evaluere brugeradgange, kan organisationen sikre, at alle udelukkende har adgang til de ressourcer, de skal bruge i deres daglige arbejde. Fuldt overblik over, hvem der har adgang til hvad – og hvorfor de har fået den adgang – betyder også, at det bliver langt lettere at lukke ned for kompromitterede brugere, og at organisationen løbende kan forhindre uautoriseret (og måske ondsindet) adgang til forretningskritiske data. 

Læs også: Identitetssikkerhed har aldrig været vigtigere 

Lægger et stærkt grundlag for compliance og governance

At kontrollere brugere og styre adgange til (potentielt personfølsom) data er en grundpille i brugerstyring. Brugerstyringsløsninger giver organisationen dokumentation af bruger- og adgangsændringer samt fuld log over, hvem der er registreret i it-systemerne. Og ikke mindst: Hvorfor, hvornår og af hvem, de er oprettet. Det gør det markant lettere at leve op til interne og eksterne audits. 

Reducerer it-omkostningerne

Der er en betydelig mængde arbejde forbundet med at administrere og sikre en organisations it-miljø. Mange steder stiger antallet af applikationer, brugere og enheder for hver dag, der går. Brugerstyringsløsninger standardiserer og automatiserer afgørende opgaver forbundet med at administrere, godkende og autorisere brugere. Kort sagt sparer det it-afdelingen tid og forretningen penge. 

Letter it-ekspansionen

Via en brugerstyringsløsning får organisationen et opdateret billede af brugeridentiteterne og dermed lettere ved at forudse og planlægge fremtidige forretningsbehov. Det bliver lettere at implementere nye applikationer og tildele organisationens brugere adgang til dem. Samtidig bliver det langt lettere at give eksterne brugere adgang til ressourcer – og let at fratage den adgang igen, når den ikke længere er nødvendig. 

Recent Posts

Følg os på LinkedIn

Nemt og enkelt brugerstyringsværktøj

2ndC Compliance Suite